Om Herlufsholm

Herlufsholm Skole var oprindeligt et benediktinerkloster, kaldet Skovkloster, stiftet i 1135. Under Reformationen overtog kong Christian III klosteret og i 1560 overtog Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye Skovkloster i bytte for deres hjem Hillerødsholm (som senere blev navngivet Frederiksborg). Herefter blev Skovkloster navngivet til Herlufsholm.

 

Herlufsholm Skole blev grundlagt kun 5 år senere i 1565 og fejrede i 2015 sin 450 års fødselsdag.

 

I dag er Herlufsholm Skole en dag- og kostskole for både drenge og piger. Vi har ca. 650 elever, hvoraf ca. 250 er kostelever og resten er dagelever, som bor i lokalområdet. Herlufsholm tilbyder undervisning i grundskolen fra 6.-10. klasse samt 1.-3. g i gymnasiet. Derudover har skolen også internationale uddannelser, for de elever, der ønsker at tage deres uddannelse på engelsk. Et specielt forberedende forløb, kaldet Pre-IB, og den internationale studentereksamen IB.

 

Det er vigtigt for Herlufsholm Skole at holde fast i sine rødder, vise taknemmelighed mod grundlæggerne og give eleverne mulighed for at være del af en historisk tradition for lærdom, nysgerrighed og opdragelse. Som en af de eneste skoler i Danmark, benytter Herlufsholm sig af skoleuniform, og skolen er også kendt af mange for dens traditioner og specielle tiltag, heriblandt Herlovianersproget, Fugleskydning og et stærkt alumninetværk.

 

Vi glæder os til at tage imod jer på sommerskolen. I kan læse mere om Herlufsholm Skole på www.herlufsholm.dk.

 

 

Webdesign | Synergi Webbureau Reklamebureau
Persondata information